Vi skal brødføde ni milliarder - 09.09.2011

Det er ikke muligt at øge høstudbyttet ved alene at satse på GMO. Vi skal også fokusere på miljøet og landmandens indsats. Det er Den Grønne Revolution, der skal føres videre.

 

Af John R. Porter, Jens C. Streibig & Jacob Weiner - Professorer ved Institut for Jordbrug og Økologi, Københavns Universitet

 

Vi skal forøge udbyttet på vores marker hvis vi vil brødføde de 9 milliarder mennesker om 40 år. Flere forskere og firmaer påstår, at udvikling og dyrkning af GMO (genetisk modificerede organismer) afgrøder er afgørende for at nå målet. Men der findes ingen belæg for, at GMOer i sig selv kan forøge høstudbyttet, hvis grundlag består af treenigheden: arv, miljø og agronomi. Det er samspillet mellem disse, der giver store perspektiver.

 

En plantes egenskaber er bestemt af vekselvirkninger mellem dets gener og miljøet hvori den udvikler sig. Når vi taler om afgrøder, bliver vi nødt til at skelne mellem to bidrag: (1) naturens eget: jordbund og klima, og (2) landmandens: pløjning, gødskning, vanding og plantebeskyttelse, d.v.s. agronomi. Landmanden kan ikke ændre naturens grundstene, men hun kan modificere naturen til gavn for afgrøden. Det giver afgrøden et "luksusmiljø", der er langt fra den barske natur hvori evolutionen har foregået i millioner af år, men giver potentiale for høje udbytter. Forbedring af afgrødens miljø er hovedforklaringen på stigningen i høstudbytte over de sidste 100 år.

 

For eksempel er kvælstof ofte "den begrænsende faktor" for udbyttet på marken. I gamle dage kom markens kvælstof fra jordbunden, døde planter og dyr og fra kvælstoffikserende mikroorganismer samt gødning fra dyr og mennesker. Menneskets fik direkte adgang til atmosfærens kvælstof forr ca. 100 år siden, da det lykkedes at danne ammoniak ud fra luftens kvælstof. Efter Anden Verdenskrig var der billigt kvælstof til rådighed for landbruget og internationale forskningsinstitutter som CIMMYT (Centro Internacional de Mejoramiento de Maíz y Trigo) og IRRI (International Rice Research Institute) begyndte at forske i at øge udbytterne for at afhjælpe tilbagevendende hungerkatastrofer.

 

Et hovedproblem var, at øget tilførsel af kvælstof på markerne ikke kunne udnyttes optimalt af de gamle kornsorter. De var blevet forædlet ved lav kvælstofforsyning, og når "unaturlige" store mængde kvælstof blev tilført, voksede strået for meget i højden og væltede. Ved at forædle hvede- og rissorter med et kort og stift strå, kunne man få afgrøden til at udnytte kvælstoffet, og godt hjulpet på vej af moderne pesticider blev udbyttet mere end fordoblet. Men uden den forbedrede agronomi ville de nye sorter ikke øge udbyttet. Det kalder vi Den Grønne Revolution.

 

I dag hører man vi kan brødføde verden, hvis vi bare kan få de ”rigtige gener” overført til afgrøder; en ekstrem reduktionistisk tankegang som overser miljø og agronomi. Gener kan visse steder i verden patenteres, men det kan agronomi ikke. Da GMO afgrøderne produceres af store kemi- og frøfirmaer, er det ikke overraskende, at industriens største satsninger drejer sig om bl.a. herbicidresistente afgrøder, d.v.s. afgrøder som kan tåle ukrudtsmiddel. Der er streng kontrol fra firmaernes side for at sikre at landmændene ikke selv producer såsæd eller sælger det videre til tredje part.

 

Økonomiske interesser, især ejerskabet af gener, udgør den store forskel mellem Den Grønne Revolution og den nye GMO industri. De internationale forskningsinstitutter, CIMMYT og IRRA blev finansieret af bl.a. Rockefeller Foundation og FN, og de gav nye sorter næsten gratis til landmændene. Den Grønne Revolutions formål var at øge udbytterne i Asien, ikke at tjene mange penge. Og det lykkedes.

 

GMOer kan ikke løse verdens problemer med at brødføde befolkningen. De kan sandsynligvis bidrage, men kun i sammenhæng med miljø og agronomi. Økonomen J.K. Galbraith skrev, at den konventionelle visdom ikke udfordres af nye ideer, men af nye omstændigheder, der baner vejen til et nyt paradigme. I dag er GMOer den konventionelle visdom, mens ni milliarder menneske er udfordringen. Denne udfordringen kan kun imødekommes ved at udforske høstudbyttes treenighed, ikke ved kun at fokusere på et hjørne af trekanten.

 

(Bragt i Weekendavisen 2. september 2011).